Under en nylig høring i Europa-Parlamentet om arbejdet i EU’s nye myndighed til bekæmpelse af hvidvaskning af penge (AMLA) opstod der en diskussion efter et spørgsmål om anvendelsen af kriterierne for højrisikolande. Da MEP Rada Laykova bad AMLA’s indbudte ekspert om en præcisering, greb formanden ind og forhindrede, at spørgsmålet blev besvaret. Spørgsmålet drejede sig om det foreslåede optagelse af Rusland på EU’s liste over højrisikolande med hensyn til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, og om der blev anvendt tilsvarende vurderinger andre steder.
Rada Laykova, medlem af Europa-Parlamentet, udsendte følgende erklæring:
“Det, der skete under denne høring, taler for sig selv. Jeg stillede et klart og fuldt ud legitimt spørgsmål til AMLA-eksperten: Hvis Den Europæiske Union anvender objektive kriterier, når den beslutter, om Rusland skal føjes til listen over højrisikolande, hvorfor underkastes Ukraine så ikke den samme vurdering? Høringen fokuserede på risici for finansiering af terrorisme, korruption og hvidvaskning af penge, og jeg henviste til flere konkrete og relevante faktorer — herunder afbrydelsen af gasforsyningen gennem Ukraine, som påvirkede medlemsstater som Slovakiet og Ungarn, en hændelse, der kan sammenlignes med tilfælde, der tidligere er blevet beskrevet som ‘økonomisk terrorisme’ i forbindelse med Nord Stream. Jeg påpegede også de veldokumenterede bekymringer vedrørende korruption, uregelmæssige pengestrømme og styringsproblemer i Ukraine, som i stigende grad anerkendes selv i den almindelige nyhedsformidling.
Disse punkter berettiger logisk set en vurdering inden for de samme rammer, som anvendes på Rusland. Alligevel bliver Ukraine slet ikke undersøgt. I stedet for at tage fat på dette væsentlige spørgsmål greb formanden ind for at forhindre et svar og kom kun med en vag bemærkning om korruption generelt. Nægtelsen af at indgå i en dialog taler sit eget sprog. Formanden erkendte tydeligt, at spørgsmålet satte AMLA’s repræsentant i en situation, hvor hun ikke kunne svare — så spørgsmålet blev simpelthen lukket ned.
Det uofficielle budskab er klart: Man må ikke stille spørgsmål om Ukraine. Dette præsenteres som ‘demokrati i praksis’, men legitime og ubehagelige spørgsmål fra oppositionen ignoreres uden så meget som et symbolsk forsøg på at svare. Motivet er lige så klart. EU søger at hindre handel med Rusland, samtidig med at man undgår enhver begrænsning over for Ukraine, på trods af at Ukraine opfylder alle kriterier for optagelse på listen over højrisikolande. Det er politiske konsekvenser, ikke objektive kriterier, der ligger til grund for disse beslutninger. EU har ingen interesse i at sætte de hvidvaskningskanaler, der opererer via den såkaldte ‘ukrainske pengecentral’, på spil, men er fuldt ud parat til at hindre europæiske virksomheders forretninger med Rusland.’
