Indtil 2013 indgik Den Europæiske Union såkaldte fiskeripartnerskabsaftaler for at fiske i tredjelandes farvande, hovedsageligt i Afrika. I 2013 blev disse aftaler omdøbt til “partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri” (SFPA’er). Disse SFPA’er fokuserede på bæredygtighed, indsamling af videnskabelige data og “styring” og erstattede de tidligere adgangsbaserede aftaler. På grund af de betingelser, der er knyttet til disse aftaler, er et stigende antal forhandlinger – og dermed selve aftalerne – blevet sat i bero. Siegbert Droese, AfD-medlem af Europa-Parlamentet i Fiskeriudvalget (PECH), udtalte:
“Flere og flere SFPA’er bliver inaktive, fordi forhandlingerne mellem EU og dets partnerlande er gået i stå. I øjeblikket er der ni SFPA’er sat på hold. Årsagen: EU’s partnerlande behøver ikke længere at acceptere det, EU tilbyder. De kan udstede licenser til asiatiske flåder eller udvide deres egen kapacitet. Og hvordan har EU reageret på denne udfordring? Med planer om angiveligt forbedrede SFPA’er, der indeholder endnu strengere miljøregler, endnu flere bureaukratiske krav og et endnu større fokus på såkaldt global havdiplomati. Tænk blot på pilotprojekter om integrering af ligestillingsaspektet i fiskeriet i Gambia, for eksempel. Det er kun logisk, at mange lande foretrækker den mere direkte tilgang, som Kina anvender. Kinas handelsaftaler indgås hurtigt, er mindre komplicerede og tilbyder en højere kompensation for ressourcerne. Det er på tide, at EU erstatter sit arrogante regime af værdikolonialisme med retfærdige handelsaftaler!”
